How to survive a psychopath
Slip helskindet fra nærkontakt
med en psykopat

Det er naturligvis ikke OK at klistre etiketten psykopat på en hvilken som helst person, man har problemer med. Men du bør overveje, om du har at gøre med en psykopat, hvis du:

* Er begyndt at tvivle på dine sanser og din hukommelse

* Er blevet i tvivl om, hvad der egentlig er rigtigt og forkert, op og ned fair eller unfair.

* Opdager, at du går rundt og siger undskyld uden at vide, hvad du har gjort.

* Kommer i tvivl om, hvorvidt du og andre har været til samme møde eller har talt sammen - i hvert fald kan du ikke genkende den andens version.

Hvis du kan genkende noget af det, kan årsagen være, at du er i nærkontakt med en psykopat - eller en giftig person, som jeg har valgt at kalde disse mennesker.

Det kan være en kollega, en leder en ven eller nabo, et medlem af forældrebestyrelsen, et familiemedlem eller en ægtefælle.

Og så husk lige: En svale gør ingen sommer. Alle kan reagere giftigt i en presset situation. Det behøver ikke at betyde andet end, at personen er presset. Det er først, når giftighederne bliver den naturlige reaktion hos et menneske, der er grund til at bruge betegnelsen psykopat eller giftig.

 

 

 

Psykopat eller?

For mig er betegnelsen ikke så vigtigt. Som rådgiver har jeg arbejdet professionelt med og iblandt sådanne mennesker.Som mange andre har jeg set disse mennesker lave ballade og ulykker i alt fra fodboldklubber til forældrebestyrelser og komiteer til planlægning af gadefester. Jeg har oplevet, hvordan de har ødelagt venskaber, skabt nabokrig,  forgiftet faglige fællesskaber, slået familier i stykker og knust sjæle og hjerter.

I ledelsessammenhæng har jeg valgt at tale om giftige mennesker og giftig ledelse. Med den betegnelse har jeg valgt at fokusere på konsekvenserne af disse menneskers adfærd og handlinger. De er giftige, fordi de spreder gift i nærmiljøet. Ved at fokusere på, hvad giftige mennesker gør, er det nemmere at finde ud af, hvad vi selv skal gøre.

I fagkredse bruges betegnelsen psykopat ofte om en klinisk diagnose, mens begrebet sociopat bruges om mennesker, der ikke er i stand til at have reelle relationer med andre mennesker. Giftige mennesker kan være det ene eller det eller bare giftige. Jeg har kunnet finde mange, der kunne diagnosticeres som psykopater blandt de giftige mennesker, nogle der kun havde visse af trækkene osv. For mig er det ikke så vigtigt. Det vigtige er, at vi begynder at tale om, at de findes, og at de gør skade.

Dorte Kardel, ECOHouse, mail: dk@ecohouse.dk, phone: 004520993514

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk